En rustvogn med en kiste kører stille henad kajen, efter at alle rygsækrejsende, endagsturister og lokale beboere til øen er gået ombord på båden. Få meter forbi landgangsbroen stopper den sorte bil. Bag de rektangulære ruder står en kiste i teaktræ med hvide liljer og enkelte dybrøde roser ovenpå.
Bedemanden stiger ud og går bagom bilen, hvor han åbner ind til kisten. Ud af intet træder nogle mænd frem og fordeler sig, tager fat i de tykke messinghåndtag og bærer kisten hen til landgangsbroen. Imens har en lille gruppe kvinder stillet sig på række, hvorfra de tavse ser til.
Den smalle bro med gelændere og tovværk i siderne er eneste adgangsvej til båden. Den fører til øverste dæk, og derfra går en stejl trappe til nederste. Overalt er der rækker af stole, som er boltet fast for ikke at rutsche rundt, når båden vipper.
Mændene løfter kisten op på tværs af gelænderne og ombord. Stiller den ude ved siden. Liljerne, roserne og to dekorationer med ordene ”ægtemand” og ”far” kommer ind i styrehuset, og kisten står helt bar.
Mændene går fra borde og står sig sammen med kvinderne, mens båden lægger fra kaj. Kun turisterne er der til at følge på vej nu.
Ingen stiller noget op ad kisten. Ingen sætter sig på den. Ingen rører ved den. Mange bevæger sig omkring den for at tage billeder af øen og klipperne, som båden nærmer sig dem.
Det er en solrig og klar efterårsdag. Vandoverfladen er blank. På øen siger de lokale senere, at det er den bedste sommerdag det år.
Molen er fyldt med biler og mennesker, da båden lægger til. Nogle græder. Andre holder om.
En ramponeret varevogn står med sæderne slået ned bagtil og et par spisestuestole stillet ind som repos.
Alle venter, indtil kisten er løftet på plads. Da bilen sætter i gang ad den snævre, asfalterede vej mod kirken midt på øen, bliver den fulgt af en lang menneskeskare.
”Han er født her på øen, men har boet i udlandet i 40 år. Han var lige blevet pensioneret,” fortæller den mand, der kører os til vores logi.
Da vi senere samme dag vil se kirken, ser vi kisten igen. Jeg får et ønske om at have kendt denne mand, der efter så mange år væk fra sin fødeø har villet hjem til sidst, på trods af familie i udlandet.
Dagen efter bliver han begravet.
Inden vi rejser videre, tager jeg forbi kirkegården. Den er lille og skråner ned mod vandet. Der er ingen træer, kun græs og kors og et stendige uden om. Midt i det hele ser jeg graven med liljerne og roserne.
Jeg ser videre ud over havet, og jeg mærker vinden.
Jeg har skrevet beretningen efter en rejse i Irland, oktober 2010.
