Linedans
En sær satanisk tanke
en bevidsthed
om en iboende destruktivitet
Så let
som ingen ting
er det at ødelægge
det spæde
det spirende
det fuldkommen sårbare
Et hundrede og firs grader omme
er kærligheden
Flyttedag
Den livlige trafik
af de aldrig sendte blikke
stilner af
Alt
er subjektivt
siger frimærket
Også mens det her bliver læst
For helvede
jeg sidder her og spiser en kogt porre og er
pludselig 25-30 år tilbage i tiden og sidder
sammen med familien rundt
om spisebordet og spiser selvsamme porre og flakser
ind og ud af fortid og nutid og mærker
længslen efter den tid som en
klaustrofobisk følelse af at være
fange i nutiden
som bare tordner derudaf
Uden titel
En dør bandt indtil den
som en eksplosion
sprængte rammerne
for subjektiviteten
Smeltedigel
Brystbenet gløder
kødet syder
fedt at være til