En fabel om en dobbelt god aftale
Der var engang en gris, som fik nys om, at den skulle laves til flæskesteg. Der var lagt en lang kniv frem ved siden af den.
– Nej, tænkte den. Det er jeg ikke klar til endnu. Jeg bliver nødt til at lære noget mere om verden først.
Så grisen gik hjemmefra. Den gik og gik, indtil den mødte et træ.
– Goddav gris, sagde træet.
– Ø ø øf, svarede grisen.
Og der blev en vældig snak, om både stort og småt. Træet fortalte grisen, hvordan det nogle gange var helt grønt og saftigt i toppen og andre gange ganske vissent. Det fortalte også om de tobenede væsener, som ind imellem kom og skar i dets overfrakke uden at spørge først.
– ØF, udbrød grisen rystet.
Ja, faktisk fandt de to så vældig meget at være enige om, at træet foreslog, at grisen flyttede ind.
– Øøøøøøt, nikkede grisen ivrigt og viste med det lille t i enden sin store glæde derover.
De to aftalte, at træet skulle have de øverste etager, fordi det ustandselig enten måtte bygge til eller ordne blade.
Grisen fik stueetagen. Her kunne den kigge ud og stadigvæk lære verden at kende. Og så kunne den måske også snappe lidt efter dem, som bare kom for at skære i vennen, som jo ikke lige så let kunne flytte sig, som grisen havde gjort.
Alt det her skete for mange år siden. Jeg ved ikke, om grisen stadig bor i træet.