En fabel om et egetræ og en hare
– Det var slet ikke sådan, jeg havde tænkt mig det, da jeg lagde mig til at slå rod her. Dengang var der jo marker med græs, og folk kom forbi med deres madkurve.
Egetræet stod og hang lidt med næbet på villavejen i mørket. Ved siden af stod godt nok en lygtepæl og kastede sit lys på det, men pæren blændede så frygteligt, at træet måtte se ned. Ned på fliserne og asfalten. Der var ingen mennesker. Kun biler. Alle de træer, det var vokset op sammen med, var for længst væk.
Træet groede i skellet til et hus, der var næsten lige så gammelt som det selv. De to var heldigvis altid kommet godt ud af det med hinanden. De havde tit haft glæde af kommentere dem, der gik forbi, og det gik ikke altid stille for sig. Engang havde tilmed huset smidt en tagsten efter en grafittimaler. Men nu var der stille. Alt for stille.
Egentlig var træet imponeret over, hvor godt huset havde fulgt godt med tiden. Senest med de store vinduer i taget. Det havde det også sagt til det.
Selv havde det nu heller ikke ligget på den lade side. Hver gang det fik savet en stor gren af sig, skød det masser af nye grene ud i alle retninger og farver. Så mange, at det faktisk var ret stolt af sig selv, når det stod der en vinteraften og lignede et rent festfyrværkeri i skæret fra lygtepælen. Hvis det altså selv skulle sige det. Der var bare ingen til at se det. Om aftenen havde huset persiennerne nede.
Haren
– Pst, pst, lød det pludselig et sted i mørket.
– Hvem siger noget, spurgte træet.
– Det er mig, haren, hernede, lød det med en spinkel stemme.
Da træet kiggede rigtigt efter, så det et par lange ører midt på vejen.
– Hvad vil du mig?
– Åh, jeg er så glad for at se dig, for jeg var næsten faret vild, men så fik jeg øje på dine flotte grene, sagde haren, der kun akkurat lige stod stille længe nok til at sige grene. Men så fór den også videre og drejede om hjørnet ned mod skoven, hvor den boede. Det var nemlig lidt farligt for den at færdes derude på asfalten.
Det hele gik så hurtigt, at den var væk, inden træet nåede at svare. Men den enlige nattevandrer, der gik forbi, så hvad der skete.
For lige med et rettede træet sig op og blev nok flere meter højere og bredere, og alle safterne steg op i grenene som på den første forårsdag.