En fabel om et egetræ og en hare
– Det var slet ikke sådan, jeg havde tænkt mig det, da jeg lagde mig til at slå rod her. Dengang var der marker med græs, og folk kom forbi med deres madkurve.
Egetræet hang lidt med næbbet på villavejen i mørket. Ved siden af stod ganske vist en lygtepæl og kastede sit lys på det, men pæren blændede så frygteligt, at træet måtte se ned. Ned på fliserne og asfalten. Der var ingen mennesker. Kun biler. Alle de træer, det var vokset op sammen med, var for længst væk.
Træet stod i skellet til et hus, der var næsten lige så gammelt som det selv. De to var altid kommet godt ud af det med hinanden. De havde ofte moret sig over at kommentere dem, der gik forbi, og det gik ikke altid stille for sig. Men nu var der stille. Alt for stille.
Egentlig var træet imponeret over, hvor godt huset havde fulgt godt med tiden. Senest med de store vinduer i taget.
Selv havde det heller ikke ligget på den lade side. Hver gang det fik savet en stor gren af sig, skød det masser af nye grene ud i alle retninger og farver. Så mange, at det faktisk var ret stolt af sig selv, når det stod der en vinteraften og lignede et rent festfyrværkeri i skæret fra lygtepælen. Hvis det altså selv skulle sige det. Der var bare ingen til at se det. Om aftenen havde huset persiennerne nede.
Haren
– Pst, pst, lød det pludselig et sted i mørket.
– Hvem siger noget, spurgte træet.
– Det er mig, haren, hernede, lød det med en spinkel stemme.
Da træet kiggede rigtigt efter, så det et par lange ører midt på vejen.
– Hvad vil du mig?
– Åh, jeg er så glad for at se dig, for jeg var næsten faret vild, men så fik jeg øje på dine flotte grene, sagde haren, der kun akkurat lige stod stille længe nok til at sige grene.
Og så fór den videre og drejede om hjørnet ned mod skoven, hvor den boede. Det var nemlig lidt farligt for den at færdes derude på asfalten.
– Jeg kommer igen i morgen, nåede den lige at råbe, inden den forsvandt ind i skoven.
Det hele var gået så hurtigt, at den var væk, inden træet nåede at svare.
Men den enlige nattevandrer, der gik forbi, så hvad der skete.
For lige med et rettede træet sig op og blev nok flere meter højere og bredere, og alle safterne steg op i grenene som på den første forårsdag.